Voldsomme brande raser på begge sider af Athen og har indtil videre kostet omkring 50 mennesker livet. Derudover melder græsk brandvæsen, at 156 voksne og 16 børn er indlagt på hospitaler i området, heraf er 11 voksne i kritisk tilstand. Græsk Røde Kors oplyser, at 26 mennesker her til morgen er fundet døde ved havnebyen Rafina. Det er samme by, hvor 39 danskere er blevet evakueret fra et hotel.

michael-held-133902-unsplash (1)

Skovbrande i Athen og de omkringliggende områder

Skovbrandene i Grækenland har også fået fat i flere byer, som er efterladt i ruiner. Især kystbyen Mati, der er et populært sted for turister og grækere, som holder ferie er hårdt ramt. Turistområdet er da også det sted, hvor flammerne hærger mest, oplyser de græske myndigheder. Byen er lige nu erklæret i undtagelsestilstand sammen med et stort område omkring Athen. Brandene, som begyndte mandag, har især hærget byerne Mati, Kineta, Rafina samt hovedstaden Athen. De græske myndigheder har indsat over 300 brandfolk til at bekæmpe flammerne. Men har ikke kontrol over brandene og har bedt udlandet om hjælp. Ifølge Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, er alle redningsstyrker blevet aktiveret, og han har erklæret hele den græske halvø Attika i undtagelsestilstand.

Beder udlandet om hjælp

De to skovbrande er ude af kontrol og har fået de græske myndigheder til at erklære undtagelsestilstand og bede EU om hjælp. Op mod 100 huse er ødelagt af flammerne, og brandene er brudt ud i en fyrretræsskov nær kystbyen Kineta vest for Athen og i Penteli-området nordøst for Athen, skriver Ritzau. Er man i nærheden af brandene, bør man udvise forsigtighed og følge lokale myndigheders råd og vejledning.

Landesorg og krisehjælp i Grækenland

“De svært tilredte lig har gjort indtryk på redningsarbejderne, der nu får krisehjælp”, oplyser Georgia Trismpioti fra Røde Kors i Grækenland. “Vi giver psykologisk hjælp – ikke kun til de evakuerede folk, men også til vores medarbejdere, som har gennemgået meget traumatiske oplevelser.”

Grækenland vil holde tre dages landesorg, efter at mindst 50 personer er døde i de skovbrande, der lige nu plager landet. Det oplyser landets premierminister, Alexis Tsipras. “I dag er Grækenland i sorg, og vi mindes dem, vi har mistet. Vi erklærer tre dages landesorg. Men vi må ikke lade sorgen overvælde os, for disse timer er timer fuld af kamp, sammenhold, mod og – vigtigst af alt – solidaritet”, lyder det fra Tsipras, ifølge nyhedsbureauet AFP.