Der går jo dårligt en uge uden, at Ryanair trækker overskrifter – denne gang er det dog den gode af slagsen.

Ryanairs piloter får overenskomst

Der er mange af jer, der har efterspurgt dette, og nu er det endelig sket! Ryanair har indgået overenskomst med sine ansatte – i første omgang flyselskabets italienske piloter. Det er første gang i selskabets 32 år lange liv, at Ryanairs ansatte arbejder under en overenskomst, og dette er forhåbentligt bare det første skridt i den rigtige retning. I øjeblikket er stemmer Ryanairs irske piloter også, om de vil godkende en overenskomst, og Ryanairs personaledirektør, Eddie Wilson, udtaler, at han i de kommende dage har møder med både britiske, tyske og spanske fagforeninger.

Disse nyheder kommer efter en problematisk sommer, hvor Ryanairs kabinepersonale strejkede i to dage i juli – midt på rejsehøjsæsonen. Der gik ikke meget mere end 3 uger, før flyselskabets irske piloter også holdt strejke, der bredte sig, blandt andet, til flyselskabets tyske og belgiske  piloter, der strejkede i solidaritet med deres irske kollegaer.

ryanair-aircraft-12

Men hvordan ser det ud for Ryanairs danske medarbejdere? Der kan godt gå lang tid, før de kan forvente en overenskomst. Allerede tilbage i februarmåned i år mødtes Ryanair med Flyvebranchens Personale Union, men der kom ikke nogle konkrete forhandlinger ud af mødet. Ryanairs forhandlinger med fagforeninger er dog et skridt i den rigtige retning – tidligere har flyselskabet kategorisk nægtet at forhandle med fagforeninger – og jeg håber meget, at flyselskabets danske personale også snart får glæde af en fair overenskomst.

Og så håber jeg, at dette vil føre til færre strejker og færre aflyste fly, så I kan komme ud på alle de spændende rejser, I har planlagt og betalt for!

Læs også