Øko-turisme er meget populær for tiden. Det bliver nemlig vigtigere og vigtigere for mange danskere at rejse på en så miljøvenlig måde som muligt. At rejse og beskytte miljøet behøver heldigvis ikke udelukke hinanden. Der er blot visse ting, du kan huske på – både for din egen og miljøets skyld.

Med begreber som overturisme er det ikke overraskende, at det at rejse noglegange kun ses som værende skadelig. Dette er dog langt fra rigtigt. I store dele af verden er turisme nemlig lig med arbejde. Turisme skaber et behov for rejseledere, hotelansatte, chauffører og restauranter – for bare at nævne nogle få. Så for mange mennesker er turisme deres eksistensgrundlag. Så udover at hjælper en til bedre at forstå andre kulturer, løfter turismen gennemsnitindkomsten og skaber jobs på feriestedet. Derfor bør man ikke se på rejser, især lange rejser, som noget der kun gør skade på miljøet.

Når det så er sagt, er det ekstremt vigtigt, at vi passer på miljøet på bedste vis, når vi rejser. I denne artikel vil jeg give dig et par tips til, hvordan du kan blive en miljøvenlig rejsende. Fra at forlade dit hus, til pakning af din kuffert, hele vejen til transport og indkvartering – jeg har samlet en masse tips og tricks til dig.

Miljøvenlige rejser

Young woman snorkeling in the coral reef in the tropical sea

Gode tips til at rejse mere miljøbevidst

Forlad et grønt hjem

  • Det virker måske logisk, men husk altid at slukke lyset i alle rum, før du tager afsted. Dette sparer en masse strøm, så du skåner både miljøet og din pengepung!
  • Hiv alle stik ud af stikkontakterne. Igen, dette sparer strøm.
  • Sluk for varmen.
  • For det meste skal køleskab og fryseren forblive tændt, men det er en god ide at slukke alle andre elektroniske enheder.

Pak kufferten

  • Pak smart og let. Medbring så få ting som muligt. Jo lettere flyet er, jo mindre brændstof bruger det og frigiver mindre CO2. Der skal selvfølgelig mange kilo til at gøre en forskel, men hvis vi alle starter med os selv, skal det nok komme.
  • Køb genbrugelige beholdere i rejsestørrelse, når det kommer til dine flydende toiletartikler. De kan genopfyldes med dine almindelige produkter – så slipper du for at købe nye i rejsestørrelse hver gang, du skal flyve.
  • Pak genopladelige batterier. Du skåner miljøet, når du genoplader i stedet for at købe nye. Og så husk at skille dig af med dine brugte batterier på en miljørigtig måde. De skal ikke i den almindelige skraldespand.

Grønne transportmidler

  • Du behøver selvfølgelig ikke at opgive de lange flyrejser eller tilbringe flere dage på et skib i et forsøg på at rejse til USA, men du bør overveje, hvordan du rejser. I Europa kan du nå mange destinationer hurtigt og bekvemt med tog og dermed gøre miljøet en tjeneste. I mange toge har du desuden mere benplads end på flyet, og du kan nyde de smukke landskaber, du kører igennem på turen.
  • Flyselskabet Nature Air planter træer i Costa Ricas tropiske skove for at kompensere for de drivhusgasser de producerer. Deres lejebiler er også CO2-neutrale.
  • Miljøbevidste rejsende kan bruge tjenester så som atmosfair, myclimate eller greenmiles til at investere penge i klimabeskyttelsesprojekter for at kompensere for den skadelige CO2, som de udleder på deres rejse. Atmosfair bygger biomassekraftværker i Indien og finansierer effektive brændeovne i Nigeria for at modvirke skovrydning og den ledsagende ørkendannelse.
  • Når du rejser inden for Europas grænser, kan du bruge samkørselstjenestener som Bla Bla Car for at støtte samkørsel og måske få nogle nye venner på samme tid.

Miljøvenlig indkvartering

  • Når det kommer til hoteller, så se efter om hotellet har et miljøbevidsthedscertifikat.
  • Med tjenester som Airbnb og Wimdu kan du leje private hjem, hvor du kan føle dig hjemme og rejse grønt på samme tid. Så støtter du ikke byggeriet af store beton-hoteller, der i nogle tilfælde kan overtage en hel by.
  • Vælg indkvartering med køkken. Så kan du nemlig spise morgenmad hjemmefra samt lave en madpakke, du kan tage med dig. Det er både billigere og bedre for miljøet.
  • Spis lokalt og hvad sæsonen dikterer på dine rejser. Så sparer du miljøet det benzin, det tager at få fragtet eksotiske grøntsager til Danmark om vinteren. Ved at prøve nogle egnsretter lærer du også mere om dit rejsemål.
  • Camping er en miljøvenlig – og spændende – måde at rejse på!

 Bus Berge iStock_000011413785_Large-2

5 miljøvenlige indkvarteringer

Sov med god samvittighed på disse miljøvenlige hoteller.

EcoHotel Roma i Italien

Som navnet afslører, ligger dette miljøvenlige hotel i Italiens hovedstad Rom. Og eftersom alle veje fører til Rom, hvorfor så ikke tage den grønne? Dette 3-stjernede hotel ligger i hjertet af naturreservatet Valle dei Casali og det er nemt at komme til og fra Rom centrum. Hotellet stiller gratis cykler og el-scootere til rådighed, hvilket sikrer mobiliteten og inviterer til et miljøbevidst ophold i Rom. Hotellet rengøres kun med økologiske rengøringsprodukter, så det skader miljøet mindst muligt. Book dit ophold på EcoHotel Roma her. Lige nu kan du spare 45% på 3 nætters ophold i september 2018.

Tembo Kijani EcoLodge

Mottoet hos EcoLodge i Pangani, Tanzania er: Tag fra naturen og giv tilbage til naturen. De værdsætter miljøvenlige byggematerialer, energiforsyning og bæredygtig affaldshåndtering. Tagene er lavet af sammenflettede palmeblade fra kokosnøddepalmer, som er den traditionelle måde i Tembo Kijani. Elektricitet er genereret af vind- og solenergi, og affald reduceres så meget som muligt. Når dette ikke er muligt, bliver affaldet genbrugt. Hotellet ligger på en fantastisk strand med uberørt vegetation. Du kan tilbringe natten i en af de hyggelige, forhøjede Bush Bandas eller i en rummelig bongalow med havudsigt. Læs hvad andre skriver om Tembo Kijani Eco Lodge her.

Werfenweng nær Salzburg

Denne gang handler det ikke om et hotel men en helt by, der opfordrer rejsende til at lade bilen stå derhjemme. “Samo” står for “soft mobility” og er et initiativ fra borgmesteren i den østrigske by Werfenweng. Tager du på ferie her, kan du nyde godt af eksklusive frynsegoder, hvis du ankommer til byen i tog. Du får faktisk slet ikke brug for din bil her, eftersom projektet “Samo” sætter 100 biler til rådighed for byens turister.  Med “Samo” kortet betaler du kun et symbolsk gebyr på 10€ for at leje bilen – se dette som et miljøbidrag. Udover de elektriske biler og biler, der kører på naturgas, er der også en række andre køretøjer som Renault Twizy, Elmoto og selvfølgelig el-cykler. For dem, som ikke selv vil køre, er der også en shuttlebus, der fragter dig rundt i byen. Selvom Werfenweng er et lille sted, kan er der masser af spændende aktiviteter som river rafting og paragliding i området. Da programmet “soft mobility” er kendt over hele området, har du et bredt udvalg af ferieboliger og hoteller som i nogle tilfælde har en meget overkommelig pris.

Eco Village på Tenerife

Byen, med omkring 25 af de såkaldte Casas Bioclimaticas ved foden af Montana Pelada, var oprindeligt bygget til forskere. Husene blev bygget til en international konkurrence med et mål om at lave energieffektive boliger. De CO2 neutrale huse, som kun ligger 10 minutter fra lufthavnen, er blevet brugt som ferieboliger siden november 2010, og de producerer sol- og vindenergi uden at forurene miljøet. Husene er fascinerende og er en kreativ kombination af arkitektur og funktion, og ligger i et område fuld af vindmøller.

Huset La Geria, som vandt førstepræmien, er baseret på den traditionelle måde at gro vin på i Lanzarote. Huset er placeret som en vinstok nede i en fordybning og rundt om, er en mur formet som en halvcirkel for at beskytte mod vinden. I det franske bidrag til miljø-konkurrencen, El Rio, løber en lille bæk gennem huset for at regulere rumtemperaturen. Ideen om bæredygtighed gennemsyrer alle aspekter af projektet. Huset er naturligvis bygget af naturlige materialer som træ og sten, og alle resortets bygninger har et privat genbrugssystem til vand.

Jicaro Island Ecolodge i Nicaragua

For et mere luksuriøst men stadig miljøbevidst ophold er Jicaro Island Ecolodge besøget værd. Her finder du de såkaldte casitas, små hytter bygget af lokalt træ, som er certificeret af miljøorganisationen Rainforest Alliance. Solpaneler bruges til at generere elektricitet og varmt vand, stedet rengøres udelukkende med biologiske rengøringsprodukter, og der bruges ventilation i stedet for aircondition til at nedkøle værelserne. Der bliver også gjort meget ud af maden her, idet man prøver så vidt muligt kun at bruge lokale produkter og dyrke så meget mad som muligt selv. Udover nye projekter, som er med til at gøre Ecolodge endnu mere miljøvenlig, tager hotellets ejere sig også af beboerne i lokalområdet og fremmer projekter som opførelsen af flere skoler i området. Dog er det den store pengepung, du skal have frem til for at kunne holde ferie her – et dobbeltværelse koster omkring 2.200 kr pr. nat. Men så har resortet også 5/5 stjerner på Tripadvisor!

Ja, miljøvenlige rejser er slet ikke så besværlige, som man skulle tro. Selvfølgelig er de lange flyrejser ikke specielt øko-venlige, men nu har du nogle alternativer og måder at give tilbage til naturen på. Flere og flere er meget bevidste om ikke at skade naturen, og jeg håber, at mine tips kan hjælpe dig til at blive en mere bæredygtig turist. Du kan finde mere information og inspiration til grønne rejser på Greentravelerguides. Fortæl endelig hvad din mening er som miljøvenlige rejsende. Er det noget, du tænker meget over, når du bestiller din rejse? Efterlad gerne en kommentar herunder.