15 natursteder er blevet udvalgt som Danmarks Naturkanon i 2018. Alle der lagde vejen forbi Miljøstyrelsens hjemmeside tidligere på året, har haft muligheden for at nominere lige præcis deres yndlings natursted i Danmark. Det blev til over 1.600 forslag, som juryen, som blandt andet bestod af Sebastian Klein og Bonderøven, skulle koge ned til 30 steder. Herefter kunne alle hjælpe deres favorit natursted i opløbet om at blive blandt de 15 endelige naturkanon steder ved at dele deres personlige beretninger om et sted. Det blev til hele 1.200 personlige beretninger. Og det er bl.a. dem, juryen har ladet sig inspirere af, da de skulle udvælge de 15 steder. Derudover var der en række fastlagte kriterier, som skulle overholdes. Eksempelvis skulle der udvælges tre naturkanon-steder indenfor hver af de fem regioner.

De 15 unikke steder er den perfekte guide til naturoplevelser i Danmark. Herunder kan de læse om de forskellige steder.

Lille Vildmose – Skagen og Råbjerg Mile – Fosdalen og Svinkløv – Vind Hede og Stråsø Plantage – Jernhatten og Mols Bjerge

Svanninge Bakker og Bjerge – Trelde Næs og Trelde Skov – Mandø og Vadehavet – Suserup Skov – Røsnæs

Ertholmene – Vestamager og Øresund – Mandemarke Bakker og Møns Klint – Melby Overdrev og Tisvilde Hegn – Gudenåens og Skjernåens kilder

Lille Vildmose

Kødædende planter, kongeørne og elge. Lille Vildmose, der er et af Danmarks største sammenhængende naturområder, byder på lidt af hvert. Området er beliggende i det nordøstlige Himmerland, ca. 30 km sydøst for Aalborg. I højmosen vokser den kødædende plante soldug og i luftrummet over mosen kan man få et glimt af de kongeørne, som har deres faste yngleplads i skovene, der omkranser mosen og det vidtstrakte hedelandskab. For nyligt er der også udsat elge i området, og en af de særlig ting ved Lille Vildmose er, at dyrene ofte føler sig meget trygge ved menneskers tilstedeværelse, så man har på alle måder mulighed for at komme helt tæt på naturen.

Lyst til at lære mere om Lille Vildmose? Så skal I besøge Lille Vildmosecentret, der er et levende formidlingscenter, der giver indblik i mosens natur- og kulturværdier.

Skagen og Råbjerg Mile

Raabjerg-Mile_24232-medium
Fotograf: Niels Thye

Skagen rummer en af Europas største vandreklitter og er Danmarks nordligste punkt, hvor havene Skagerrak og Kattegat mødes. Vandreklitten Råbjerg Mile flytter sig rundt i Vendsyssel, og kan noget helt specielt, som store naturoplevelser kan: Ørkenlandskabet kan nemlig skabe følelsen af at være en del af noget større.

Og når du står på Grenen med det ene ben i Kattegat og det andet i Skagerrak, og iagttager, hvordan de to have slår sammen og skaber vilde strømforhold, så det svært ikke at blive imponeret. Derudover er det et af de bedste steder at se havdyr og ikke mindst rovfugle. Skagen og Råbjerg Mile er i sandhed unikke naturoplevelser, som er værd at opsøge.

Læs mere om Råbjerg Mile lige her!

Fosdalen og Svinkløv

Svinkloev-Plantage-_-Nordjylland_24235-medium
Fotograf: Niels Thye

I skal til Nordjylland, hvis I vil opleve Fosdalen og Svinkløv, der er noget af det mest utæmmede natur, Danmark kan byde på. Kystområdet ved Svinkløv byder på buldrende bølger, uendelig himmel, voldsom blæst og betagende udsigt ud over Vesterhavet. 3 km bag Vesterhavets kyst finder I Fosdalen, hvor en idyllisk bæk løber igennem den tætbevoksede kløft og en natursti går igennem kløften. Her er en næsten regnskovsagtig stemning; der er planter overalt i det fugtige mikroklima, og hele området er hjemsted for et væld af sjældne planter og insekter, krybdyr, padder, pattedyr og fugle.

I kan læse om andres oplevelser i Fosdalen her!

Vind Hede og Stråsø Plantage

Vind Hede og Stråsø Plantage ligger vest for landsbyen Vind og sydvest for Holstebro i Vestjylland. Det bølgende hedelandskab på Vind Hede og de udstrakte indlandsklitter beplantet med bjergfyr og gran i Stråsø Plantage kan betegnes som krondyrenes og ulvenes land. I 2017 var der nemlig samlet næsten tusind krondyr på Vind Hede, og et ulvepar fødte hvalpe for første gang i 200 år i Danmark – langt væk fra mennesker og forstyrrelser. Men det er langt fra de eneste dyr, I kan støde på. I Råsted Lilleå, som løber gennem området, er der både bævere og vildlaks, og området huser også oddere, ravne, en masse småfugle og mange forskellige planter.

Jernhatten og Mols Bjerge

Troldeskoven-paa-Jernhatten-i-Mols-Bjerge-Nationalpark_22497-medium
Fotograf: Kim Wyon

Jernhatten en del af Nationalpark Mols Bjerge, fredningen er 49 meter høj og byder på vid udsigt ud over havet mod øen Hjelm. Nationalparken, der er placeret ved Ebeltoft, udgør et af Danmarks mest kuperede istidslandskaber med randmorænebakker og dødishuller. Her er tætte egeskove, bække, søer, bakker, dale, slugter og kilder.

Derudover er Mols Bjerge er et af de bedste danske levesteder for insekter – og de vældige udsigtspunkter, hvorfra man kan se, hvordan isen for tusindvis af år siden skabte bakker, bugte og vige, er betagende og overvældende. Der er få steder i Danmark, hvor man så tydeligt kan se og mærke fortidens spor som i det bakkede, bølgede landskab i Mols Bjerge.

Læs meget mere om Mols Bjerge her!

Svanninge Bakker og Bjerge

Svanninge-Bakker_32475-medium
Fotograf: Kim Wyon

Nær Faaborg findes det område, som fynboerne kalder for De Fynske Alper, og som Svanninge Bakker og Bjerge er en del af. Fra toppen af Svanninge Bjerge er der udsigt til store dele af det Sydfynske Øhav. Det bakkede randmorænelandskab, der er opstået under presset fra en gletsjer fra nordøst i slutningen af den sidste istid, giver sammen med vindforholdene helt særlige betingelser for naturen, hvilket kommer til udtryk i et rigt og varieret dyre- og planteliv. Her er også rigtig fine forhold for de mindste: Om sommeren kan børnene tumle sig i græslandet med gyvel og lyng, som det så ud for 200 år siden, og det er også her, at I finder Fyns bedste kælkebakker om vinteren.

Lyst til at læse om andres oplevelser i Svanninge Bakker? Det kan I gøre lige her. 

Trelde Næs og Trelde Skov

Trelde Næs og Trelde Skov finder I på et gammelt løvskovområde på en halvø tæt ved Fredericia. Det er et område, som viser, hvor rig en natur, Danmark har, når skove vokser sig gamle og ikke kyster ikke bliver bebygget. Ved Trelde Klint, ud mod Vejle Fjord, kan man f.eks. opleve en kystprofil med aflejringer fra ikke mindre end tre istider og en hidtil ukendt mellemistid. Hvis man søger lidt væk fra det yderste af næsset, så er der rig mulighed for at opleve skovens dybe stille ro. Man kan sagtens gå i timevis uden at møde andre, måske et par af skovens dyr kigger frem. Hvis man er heldig, kan man finde Danmarks største orkide – Stor Gøgeurt – eller en af de ni andre orkidearter, der findes i skovene, lige som stedet er landskendt for sine mange svampe.

Mandø og Vadehavet

Mandoe
Fotograf: Bert Wiklund

I skal vestpå for at opleve tidevandsøen Mandø, der er en lille naturperle i Vadehavet mellem Rømø og Fanø. Man skal lige have styr på tidevandet, før man sætter sig for at besøge Mandø. Men når man først kommer helskindet i land på Mandø, så venter der et magiske naturliv. Der er fugle overalt, i særdeleshed forår og efterår, når millioner af vandfugle passerer på træk, og på forlandet myldrer det med blomster og bier.

Vadehavet er ret speciel i forhold til resten af den danske kyststrækning; To gange i døgnet dækker tidevandet enorme arealer for efterfølgende at forsvinde igen. Vadehavet ligger på den østatlantiske trækrute og er et af de vigtigste steder for rastende trækfugle. Det anslås at området hvert år besøges af 12 til 15 millioner fugle, som her finder et unikt spisekammer.

Læs meget mere om Mandø lige her!

Suserup Skov

Før vi mennesker overtog meget af det danske landskab, var det meste af Sjælland dækket af skov. Vild og ufremkommelig urskov med lysninger med græssende råvildt og urokser. I dag er der stadig sådan en plet, nærmere bestemt 19 hektar, der har været lystskov i umindelige tider og fået lov til fuldstændig at passe sig selv siden 1920. Den mindst 7.000 år gamle Suserup Skov ligger der, ned mod Tystrup Sø, og passer sig selv. Her er ikke noget, der vokser i lige rækker – de mange træarter er kommet af sig selv og står hulter til bulter.

Suserup er altså noget af det tætteste, vi i Danmark kommer på urskov. Skoven får stort set lov at passe sig selv, så her er en frodighed og en artsrigdom, som man ikke oplever i en dyrket skov. Det betyder, at når gamle og døende træer ligger væltet, så får de lov at blive liggende, så de skaber nyt liv. Det er på eget ansvar at færdes i Suserup Skov, for der er ikke noget her, der bliver trimmet eller fældet til ære for mennesker. Og det gør skoven til noget helt specielt.

Røsnæs

Halvøen Røsnæs rager godt 15 kilometer ud i Storebælt efter at være blevet presset op af havet i løbet af den sidste istid for over 15.000 år siden og er blevet til et randmorænelandskab. Isen har som en bulldozer presset bunker af jord, sand, sten og grus foran sig, og det er blevet til Røsnæs.

Naturen her har helt særlige betingelser: Landskabet ligger nemlig i et bælte af det tørreste og mest solrige klima i Danmark, og det betyder, at du kan opleve et plante- og blomsterliv, som man ellers typisk skal længere syd – eller østpå i Europa for at finde. Det er ved Kalundborg, at du finder Røsnæs, og de åbne vidder og de smukke udsigter ud over havet, skaber en særlig stemning. Det er svært ikke at komme helt ned i gear og man mærker nærmest, at skulderene sænker sig, når man kigger ud over havet.

Ertholmene

Gamle-roegerier
Fotograf: Jesper Plambech

Ertholmene, der er en øgruppe cirka 20 km nordøst for Bornholm i Østersøen, er helt unikke, det er faktisk ikke muligt at finde denne type natur andre steder i Danmark. De tre klippeøer Christiansø, Frederiksø og Græsholmen er hjemsted for Danmarks tætteste bestand af edderfugl, som ruger overalt på øerne, og man skal passe på ikke at træde på de rugende hunner, som i tusindvis ligger skjult i græsset langs klipperne. På Christiansø og Frederiksø kan man opleve imponerende gamle borge, der ligger omkranset af solide granitmure, der leder tankerne til fordums tid, hvor øerne fungerede som fæstningsværker. De brostenbelagte gader, hyggelige huse, venlig stemning, smalle stier og ederfugle på reder skaber en nærmest malerisk scene, og den rå natur tilsat duftene fra havet og klippevæggene er helt speciel. Det kan faktisk være svært at forstår, at disse øer er en del af Danmark.

Lyst til at vide lidt mere om Christiansø, der er en del af Ertholmene? Så kan I det lige her. 

Vestamager og Øresund

Lige uden for Danmarks største by finder I Vestamager, der er en skøn blanding af søer, sletter, skove og enge. Under 2. verdenskrig inddæmmede man ca. 20 kvadratkilometer land på Amagers vestside, og sidenhen er det blevet indtaget af store bestande af vadefugle, andefugle, rovfugle, padder og slanger.

Danmarks største birkeskov, Pinseskoven, såede sig selv her, og det er et smukt sted at gå en tur. Klydesøen ligger helt ude ved dæmningen mod Øresund og et enestående sted at se på fugle. Øresund har været fri for trawl i hundrede år, så her findes et usædvanligt rigt fiskeliv, og her er mulighed for både at se sæl og marsvin. Det er lidt vildt at tænke på, at det kun tager 14 minutter at komme fra Danmarks travleste togstation, Nørreport, til Vestamager station med Metroen. Fra byens neonskilte og larm til vild natur, duften af jord, blomster, urter og frisk luft.

Mandemarke Bakker og Møns Klint

Stevns-Klint_32409-small
Fotograf: Kim Wyon

Hvis man vil opleve unik dansk natur, så er Mandemarke Bakker og Møns klint oplagt. De 70 millioner år gamle kridtaflejringer på Møns Klint er smukke om imponerende, og på sydsiden af ’Høje Møn’, som de lokale kalder det, ligger Mandemarke Bakker, hvor kridtet giver mulighed for en naturrigdom, som ikke er noget andet sted i landet.

Den sydvendte, solsvedne skråning Høvblege, hvor terrænet hæver sig mere end 100 meter over Østersøen og ender i Kongsbjerg, 135 meter oppe, er i sandhed speciel. Her ligger kridtet lige under jordoverfladen, og det har medført en helt unik flora med farvestrålende blomster. Området er Danmark første UNESCO Biosfæreområde, og det betyder, at man ikke må plukke eller grave op. Udsigten er mageløs, og den bliver kun bedre og bedre, desto højere man kommer. Følg vandreruten ’Camønoen’ derhen, eller cykl forbi på ’Danmarks bjergetape’ og få pusten ved at bestige bakkerne.

Læs mere om Møns Klint her!

Melby Overdrev og Tisvilde Hegn

Tisvilde Hegn, som er Danmarks ældste og Sjællands største klitplantage, er styrtende rig på natur. Skoven rummer både bøg, birk og eg, og så har den Danmarks ældste og smukkeste fyrreskove med op til 250 år gamle skovfyr. Med til hegnet hører Melby Overdrev, og her kan I opleve det imponerende syn af Sjællands største, træløse ødemark. Det er et helt enestående artsrigt område, hvad angår planter og insekter. Mange af landets dagsommerfugle, som ellers er trængt, finder et levested her, og det gælder også adskillige sjældne og truede arter. Tisvilde Hegn er netop blevet udlagt som enten urørt skov eller som såkaldt anden biodiversitetsskov. Det betyder, at store dele af skoven bliver overladt til naturens egne kræfter, og resten drives nænsomt med naturpleje.

Gudenåens og Skjernåens kilder

To af Danmarks største og vigtigste åer; Gudenåen og Skjernåen – intet mindre. Det er Ådalen omkring Rørbæk sø og Kulsø, der rummer udspringet af disse to åer.

I området kan man også glæde sig over Tinnet Krat, som er Danmarks største egekrat og den sidste rest af den umådelige egeskov, der engang dækkede det meste af Jylland. Landskabet med rene og kølige kilder, vandløb, søer, overdrev og skov skaber grundlag for en rig og varieret natur med mange sjældne arter, hvor man skal huske at kigge både op og ned. Vandløbene har spillet en hovedrolle i udviklingen af Danmark. Gudenåen, Danmarks længste å, og bare 100 meter fra dens udspring finder man udspringet for Danmarks vandrigeste å, Skjern Å, som stikker af i modsat retning. Selvom Danmarks åer måske er små, så byder de på store oplevelser.

Hvis I vil læse mere om Naturkanonen, juryen og se billeder af alle de 15 unikke steder, så besøg Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside lige her.