Er du også i tvivl om hvad der præcist hører med når du bestiller en rejse med all inclusive, halvpension eller med ultra all inclusive. Læs med her!

Vi kender det alle sammen: nu skal vi altså bare prøve sådan en lækker all inclusive ferie, så vi kan slappe heeeelt af og ikke skal bekymre os om noget som helst! Men når det så kommer til stykket, er det måske ikke så let med det all inclusive alligevel? For hvad er egentlig med i tilbuddet? Må ungerne smutte til poolbaren efter is og sodavand, eller kommer der pludselig en regning, hvis man tager en øl i baren til aften? Og betyder en all inclusive ferie på Mallorca det samme som en all inclusive ferie i Tyrkiet? Der er mange spørgsmål, og det kan være svært at overskue. Så er du også i tvivl om, hvad der præcist hører med, når du bestiller en rejse med all inclusive, halvpension eller med ultra all inclusive, så læs med i min artikel her og få et overblik over, hvad de forskellige all inclusive tilbud indeholder!Young-man-holding-a-cloud-full-of-famous-monuments-of-the-world-in-his-hands-shutterstock_386614045-2

All inclusive ferie – Din guide

Halvpension | Helpension | All inclusive | Ultra all inclusive | Hurtig gennemgang

Ferie med halvpension

Hvis du bestiller din ferie med halvpension betyder det, at der i din rejse er inkluderet morgenmad og aftensmad på hotellet. Til disse måltider skal du så selv betale for drikkevarer. Du skal ligeledes selv sørge for frokost og snacks i løbet af dagen. Dette tilbud er en god idé til dig, der gerne vil kunne slappe af, men måske alligevel gerne vil enten ind til byen eller ned til stranden for at spise frokost.

Ferie med helpension

En ferie med helpension betyder, at alle dine store måltider (dvs. morgenmad, frokost, og aftensmad) er inkluderet i prisen og tilgængelige for dig på dit hotel. Dog gælder samme forholdsregel om, at du selv skal betale for drikkevarer her – ligesom med halvpensionen. Det er en god idé at bestille en ferie med helpension, hvis du allerede ved, at du vil drikke importerede drikkevarer (da man som regel skal betale for disse ved all inclusive), eller hvis man gerne vil have muligheden for at bestille lidt mere fancy drinks etc.

 

Romantic-Couple-on-Beach-Drinking-iStock_000066184035_Large

All inclusive ferie

En ferie med all inclusive burde næsten sige sig selv. Men desværre er det ikke altid helt klart, hvad der følger med i en pakkerejse med all inclusive. Din all inclusive rejse kan for eksempel varierer, i forhold til hvor du rejser henne. Derfor kan en all inclusive ferie til Mallorca altså være forskellig fra en all inclusive ferie i Tyrkiet eller Grækenland.

Men jeg vil forsøge at give dig et overblik over, hvad du i hvert fald kan regne med er inkluderet i prisen, når du bestiller en all inclusive rejse.

På en all inclusive ferie er alle måltider og (lokale) drikkevarer inkluderet i prisen. Ofte er der også snacks med i pakken – men dette kan dog ikke garanteres, og det kan skifte fra hotel til hotel såvel som fra land til land. Med all inclusive kan du som regel forvente en buffet, hvorfra du kan tage lige, hvad du vil have at spise. Her er tit noget for enhver smag – også for de mindste. Kvaliteten af maden afhænger helt af, hvilket hotel du har bestil din ferie til. Det siger sig selv, at maden på et 4 eller 5* hotel er bedre end maden på et 2 eller 3* hotel.

All inclusive ferie er perfekt til dig, der bare gerne vil slappe af uden at skulle bekymre sig om at hive tegnebogen frem til hvert måltid. All inclusive er også en god løsning, hvis I rejser mange par sammen. På denne måde kan du nemlig slippe for at sidde at regne ud, hvem der skylder hvad efter hvert måltid.

Ultra all inclusive ferie

Nå, nu tænker du nok: Hvis alle måltider, drikkevarer og snacks er med i prisen på en almindelig all inclusive ferie – hvad skal man så med en ultra all inclusive ferie? Det skal jeg sige dig! Med ultra all inclusive får du alt det, som all inclusive har med – men du får også importerede drikkevarer – længere åbningstider i baren og fri minibar med i købet! Som regel betyder ultra all inclusive også, at du gratis kan deltage i aktiviteter, der foregår på hotellet. Dog skal det siges, at dette ikke kan garanteres 100%, da hotellerne måske ikke tilbyder aktiviteter etc.

Ultra all inclusive ferien er til dig der gerne vil slippe for at skulle have tegnebogen frem på ferien. Her er alt virkelig sørget for på forhånd, og du kan være helt afslappet, og børnene kan løbe op at hente is, hvis de får lyst, mens du kan nyde en drink eller en øl i solen. Det lyder lækkert, ikke?

Jeg kan anbefale dig en ultra all inclusive ferie, hvis du for eksempel rejser til et resort i Egypten, hvor det måske hverken er sikkert eller særligt spændende at tage væk fra resortet.

Mine all inclusive Rejser

 

Her er en hurtig gennemgang af, hvad de forskellige begreber betyder

All-inclusive-ferie-1